Med 58 tilmeldte deltagere, var der tæt pakket med knallerter foran bygningen ved smukke Naturcenter Hindsgavl denne lørdag morgen. Sensommersolen tittede frem og forventningen var i top, mens morgenkaffe og rundstykker blev indtaget.
Med behørig ligvogn bagerst med altid tjenstvillige Frederik ved rattet, snoede feltet sig afsted mod første stop kun et par kilometer fremme.

Gennem byen til to gange havn
Teglgårdsparken, er det moderne navn for det, der oprindeligt var Middelfarts Sindssygehospital, bygget i 1888. Det enorme område består af 21 statelige bygninger. Et underjordisk tunnelsystem af gange, der forbandt bygningerne blev etableret i 1970 for ekspedit at kunne fragte patienter fra et sted til et andet. Nuvel - indretningen lyder ikke hyggelig, og vi undlod at studere det nærmere. Hospitalet blev lukket i 1999 og i dag huser bygningen en række virksomheder, boliger, skole samt stats- og uddannelsesinstitutioner.
Inden feltet slap byen helt, blev det til en afstikker til smukke Middelfart Marina, der lå badet i sol, og havet var blåt som i en caribisk lagune.
Næste stop, der ventede, var endnu en havn, hvor idyllen absolut konkurrerede med den netop besøgte marina. Svinø Lystbådehavn er ikke stor, men er til gengæld storslået.

Grill-folket var advaret
Frokostpausen var placeret ved Båring Bakkegrill, hvor Jan Frank Pedersen i forvejen havde advaret om NYVK-feltets rykind til frokost. Så der var oprustet på bemandingen, og ekspeditionen gik med lynets hast. Madpakkefolket anede en vis bekymring, da det netop ved ankomst trak op til en noget heftig byge. Men grillens nabo-forretning - en blomst- og plantebutik, ryddede et par arbejdsborde og inviterede gæstfrit indenfor.

Høj luft og kulturelle input
Med mad og drikke indenbords gik det herefter mod Båring Enge og væk var både truende skyer og regn. Septembers høje blå himmel slog igennem, og satte ekstra kolorit på det smukke landskab, der udfoldede sig efterhånden som vi nærmede os både nordkyst og havudsigt på vej mod Vedelshave.
Ved Båring Strand var der både høj luft og kulturelle input med et længere stop ved Tvillingegården. Den smukke bindingsværksgård er doneret af de tidligere ejere, der var ugifte tvillingebrødre. Edvard og Harald Larsen blev født på gården i 1916 og overtog efter deres forældre. Her levede de af sparsom landbrugsdrift i gammeldags forstand. Da Harald som den første døde, blev der udfærdiget et testamente, der klarlagde brødrenes ønske om, at deres fødehjem skulle bevares for eftertiden som rekreativt område for ældre boende i området. Og således er det blevet. Tvillingegården, som den nu kaldes efter brødrene, huser flere aktiviteter og gamle håndværk holdes her i live. Desværre var det ikke muligt at komme ind og bese den velbevarede gamle bindingsværksgård, men et par smugkig ind ad vinduerne vidnede om, at her trives både samvær og fællesskab og at der trods de lavloftede stuer er højt til loftet i overført betydning.

Modtaget med banner
Hos Skovgrillen på Brovejen, var de også i forvejen adviseret om vores ankomst, og modtagelsen med banner var ikke til at overse. Forudbestilt kaffe og kage blev indtaget, og dermed var gejsten i topform, inden prøvelserne på Den Gamle Lillebæltsbro.
Broen, der blev indviet i maj 1935, er under renovering og totalt spærret for biler. Der er levnet en smal bræmme i broens vestside, hvor cyklister, fodgængere, hunde og altså også veteranknallerter må dyste om pladsen. Nu var vi jo ikke just lydløse med et halvt hundrede knallerter i feltet, og det skabte nogenlunde plads til næsten uhindret passage af de 1,2 kilometer som broen er.
På den anden side var der igen jysk asfalt under hjulene mod dagens næstsidste stop for besigtigelse af Den nye Lillebæltsbros rodfæste på Jyllandssiden.

Mindesten for nedskudt flyvermandskab
På p-pladsen under broen var en samling ungersvende i gang med en polterabend. Deres appetit havde ikke helt stået mål med forsyningerne, så der blev uddelt saftige sandwich til evigt sultne veteranknallertkørere.
P-pladsen er hjemsted for en nyligt rejst mindesten for det omkomne mandskab i en britisk bombemaskine, der 10. marts 1943 styrtede ned ud for Lyngsodde ved Snoghøj. Ligene af de syv mænd blev aldrig fundet, og den nedstyrtede Avro Lancaster formodes også fortsat at ligge på Lillebælts bund. På 70-årsdagen for styrtet - i 2013 - fik de omkomne en mindesten doneret af De Danske Forsvarsbrødre, og her i foråret var der i anledning af 75-året for nedskydningen en stort anlagt mindehøjtidelighed med udenlandsk deltagelse på stedet.

En forrygende dag
Ved dagens sidste pause var der direkte udsigt til Den Gamle Lillebæltsbro, inden den for sidste gang skulle passeres frem mod startstedet og afslutning.
En forrygende dag og veltilrettelagt tur, som Jan Frank Pedersen havde fået lokalkendt assistance fra Fyns Veteranknallert Klub til at rutelægge. Fyn er fabelagtig - punkteringer til trods.